KÆRE MILLE

“En fantastisk fin, filosofisk bog, der formår at beskrive dybe og komplekse emner jordnært og lettilgængeligt [..] En rigtig god gave til alle unge mennesker.”

– fra lektørudtalelse, DBC

Læs et uddrag af bogen nederst på denne side.

Brug livet klogt

Hvordan får jeg min teenagedatter til at gå til livet med appetit og glæde fremfor med bekymring og ængstelse? Hvordan får jeg hende til at tænke over, hvordan man skaber et liv med mening? Kan jeg gøre noget for at undgå, at hun havner i nogle af de alvorlige livskriser, der rammer mange unge i dag?

De spørgsmål begyndte jeg at stille mig selv, da min datter fyldte 15. Svaret blev at skrive Kære Mille. Oprindeligt var den kun til hende, men Wadskjær Forlag interesserede sig for idéen, så nu er det blevet en rigtig bog. En sjov, kærlig og optimistisk bog om etik og filosofi. Skrevet til ét menneske, men relevant for alle, der ønsker sig et godt, frit og meningsfyldt liv.

Uddrag fra bogen

Tramp gode stier i hjernen

Fra kapitel 4, s. 80

Nogle gange har vi også mere indviklede tanker og følelser, der er, som de er, på grund af en form for vane. Måske husker du at have været på vej ud ad døren og i sidste øjeblik at have spildt tandpasta på din mørkeblå trøje (jeg har selv gjort det flere gange på en sort skjorte). Vreden og ærgrelsen kan bruse op i dig som skummet på en cola, der blev hældt for hurtigt op i glasset. Du kan blive enormt ked af det og nærmest få tårer i øjnene, for hvad skal du nu tage på? Du har lagt netop denne trøje klar, som passede til både bukser og sko, men nu er dagen ødelagt. Problemet kan løses på flere måder. Du kan selvfølgelig gøre dig mere umage med ikke at spilde. Men det er næppe holdbart, for du – og alle andre – vil uvægerligt spilde en gang i mellem. Sådan er det med uheld og trælse situationer. En del kan måske undgås, men ikke alle.

Din hjerne vil automatisk gøre modstand og forsøge at lokke dig til at blive vred.

Noget, du til gengæld kan gøre, er at øve dig i at reagere på en bestemt måde, som ikke er alt for træls for dig selv (det minder lidt om det, vi talte om i kapitel 3, om at øve sig i at klare modgang). Måden, vi reagerer på, er nemlig også en form for vane, og det betyder, at den kan opbygges og justeres. Præcis som du kan opbygge en vane, der gør, at du aldrig tænker over at børste dine tænder morgen og aften eller at møde i skole til tiden, kan du også opbygge en vane, som gør, at du reagerer mildt og overbærende over for pletten på trøjen. I stedet for at reagere med opgivelse, vrede og ærgrelse. Det tager tid, men man kan faktisk lære sin hjerne i stedet at sige ”pyt, jeg finder en anden trøje.” Tænk igen på munken med YouTube-videoen: Kan du gøre noget ved det? Ikke? Nå, men hvorfor så bekymre sig? Hvis man siger det mange gange nok, bliver det til en vane, og så er man faktisk allerede godt i gang med at skabe sig et liv med færre ærgrelser. Og sikkert også færre skuffelser, der ikke går i opfyldelse.

Nogle psykologer sammenligner hjernen med en stor græsplæne med højt græs. De steder, du ofte går, vil græsset blive trådt ned, og så vælger du automatisk den samme rute gennem plænen igen og igen. På samme måde vælger din hjerne også den rute, der er bedst trampet ned. Det betyder, at hvis du har vænnet din hjerne til at reagere med vrede, sorg eller skuffelse, når der sker noget uventet eller besværligt, bliver det lettere for den at følge denne rute og reagere med vrede, sorg eller skuffelse. Hvis græsset i hjernen er trådt godt og grundigt ned på ”skuffelsesruten”, og du er meget vant til at reagere med dyb ærgrelse, skuffelse og vrede, er det ikke let at ændre din tankevane. Din hjerne vil automatisk gøre modstand og forsøge at lokke dig til at blive vred. Fordi det simpelthen er det nemmeste for den, fordi den er vant til det. Men hvis du bliver ved at modsige den negative hjerne og bliver ved at prøve at sige ”nå, men hvis jeg ikke kan gøre noget ved det, gider jeg ikke bekymre mig om det”, så vil din hjerne lidt efter lidt acceptere det. Og til sidst vil stierne i hjernen med negative reaktioner være vokset til, og der vil være blevet trampet nye stier, så det er naturligt at reagere med overbærenhed og optimisme. Det betyder ikke, at du ikke skal bevare din kritiske sans, og der sker intet ved at blive vred indimellem (husk middelvejen!). Det er bare nemmere for dig selv, hvis skuffelsen snarere er en krusning på overfladen end en storm af skuffelse, du skal gå og bøvle med i dagevis, selvom der alligevel ikke var noget at gøre ved det, der fremkaldte den.